Jeg er nu kommet på offentligt betalt ferie resten af mit liv, og det skulle jo så være vældig rart.
Personligt synes jeg, at det er en meget ung alder der berettiger til dette.
Jeg synes jo stadigvæk, at jeg har noget at bidrage med til samfundets bedste, men det kniber lidt med at finde assignments, som jeg kan få.
Så det er faktisk ikke rigtigt med min gode vilje, at jeg skal gå herhjemme og fise den af.
Jeg laver lidt forskelligt frivilligt arbejde, men kan konstatere, at det nu er sjovere at arbejde for penge end at arbejde gratis. Det er IKKE alene pengene, der gør det sjovere, men følelsen af, at hvis nogen gider at betale mig, så er der virkeligt brug for det arbejde, der udføres.
Når så klynkeriet er overstået, så er et af mine frivillige jobs at være i en lektiecafé for 3-6 klassetrin, med børn af alle etniciteter.
Det har overrasket mig, at kravene til nutidens børn er ret meget større, end da jeg selv var i den alder (1954-1956).
Det er da en god udvikling, men der er stadigvæk ting som jeg finder ret besynderligt.
Jeg blev forleden præsenteret for lektierne for 5. klassetrin i dansk. Jeg går naturligvis ind for, at vi alle lærer om vores historie og kultur, men er overrasket over at man gennemgik “Op, al den ting, som Gud har gjort” af H.A.Brorson (1694-1764). Jeg mener ikke, at det er på sin plads at bruge tid på salmer i dansktimerne, overtro er en privat sag, og skal ikke indgå i det danske pensum.
Eleverne blev bedt om at definere ordene
at prise, på rad, vælde, mægted’, visdom, enge, harpestrenge, ånden, kæmpetrop og frydetone.
Det er ord, som vel ikke mere har nogen betydning (måske med undtagelese af visdom, som vi vist mangler en del af for tiden), og det er efter min mening ikke OK at bruge tid på, når det måske var mere på sin plads at træne almindelige læsefærdigheder og den danske grammatik, som f.eks forskellen på ligge og lægge, sidde og sætte, hans og sin.